Som nedfrosne jætter, der bryder ud af deres årelange dvale, rejser den melodiske metals
giganter MERCENARY sig atter fra den nordjyske muld og afbryder deres årelange slummer for
at udbrede deres hårdtslående metalhymner og deres særegne form for nordisk melankoli og
melodi.
Mercenary har siden de debuterede internationalt med pladen "Everblack" i 2002 turneret
Europa tyndt med supportturnéer for bands som Megadeth, King Diamond, Dark Tranquility og
Nevermore samt optrådt på en lang række festivaler som Wacken Open Air, Roskilde Festival og
Progpower USA, og bandet har gennem deres energiske og velspillede livefremførelser af deres
let genkendelige genreblanding af melodi, melankoli, metallisk smadder, atmosfæriske
keyboardflader og himmelstræbende guitarsoloer i verdensklasse tilkæmpet sig et globalt og
loyalt følge.
Siden bandet udgav deres syvende plade "Through Our Darkest Days" i 2013, har Mercenary kun
turneret sparsomt med blandt andet en turné som hovednavn rundt på Europas klubscener og en
række koncerter som hovednavn i Japan, hvorefter bandet har afsondret sig i Nordjyllands
mørkeste afkrog for at destilleret det danske efterårs særlige melankoli og kombineret det
med et aggressivt og tungt udtryk, som vil være at finde på det nye album ”Soundtrack For
The End Of Times”, der udkom i efteråret 2023.